Viser opslag med etiketten varme flaske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten varme flaske. Vis alle opslag

torsdag den 5. maj 2011

IKEA

IKEA - uanset hvor meget vi forsøger at undgå det med henvisning til dårlig kvalitet, for få parkeringspladser eller for mange mennesker, så ender de fleste af os jo derude på et eller andet tidspunkt. Det er som et afhængighedsforhold. Der findes ingen plastre, tyggegummier eller næsesprays, der kan dulme trangen til billige fyrfadslys og servietter, der dukker op så snart det nye katalog dumper ned i postkassen. Og de har selvfølgelig gjort det tilpas nemt for os med små børn at have vores poder med derude uden at skulle pakke bryster og babynumser ud mit imellem udstillingerne. 

Det er muligt at amme to steder i varehuset. I cafeteriet på første sal og i et lille aflåst rum under trappen, der fører op til første sal. I cafeteriet kan du også få varmet en flaske eller grød til den lille.

Fordele: Mulighed for at sidde i fred og ro i det særlige "ammerum", hvor der er en briks og en lænestol. Du kan få udleveret bleer ved at henvende sig til kundeservice. Man kan få økologisk babymad på glas (frugtmos) til sit barn (under 2 år), hvis man selv spiser i cafeteriet. Har du et IKEA kundekort får du gratis kaffe.

Ulemper: Ammerummet er meget lille, man kan ikke have sin barnevogn med derind, og det er aflåst, da det samtidig fungerer som førstehjælpsrum. I cafeteriet må man gerne amme, men det foregår blandt de andre spisende.

Mikroovn: Ja, i cafeteriet.

Pusleplads: Ved indgangen er der pusleplads på handikap- og dametoilettet. På førstesal er der pusleplads ved siden af restauranten. Du kan få udleveret bleer ved at henvende dig til kundeservice.

Ældre søskende: I restauranten er der et legeområde for større børn.

Tvillingevenlig: Man kan godt komme omkring med en mindre tvillingevogn, men det kan godt give nogle problemer at have begge børn med ind for at pusle, da der er begrænset med plads.

Adresse:
Graham Bells Vej 9-11
8200 Århus N



Pusleplads på første sal (ved cafeteriet)

Ammerum under trappen

mandag den 27. december 2010

Ammeområder, City Vest

Storcentre er ofte et helt OK sted at tage hen med små børn, da de indeholder muligheder for at ordne de fleste at sine indkøb under ét tag, og man behøver ikke tage tøj af og på de små, for at skærme dem mod varmen i en butik og kulden uden for.

Jeg har desværre ikke besøgt dem selv, men ifølge deres hjemmeside har City Vest i Brabrand har udover 65 forskellige butikker, to steder, hvor du kan give mad og pusle din skat, ved Stjernetorvet, hvor faciliteterne er ved siden af toiletterne, og ved Madtorvet, hvor der er lavet et nyt område på det, det kalder Parterre etagen.

Der findes puslefaciliteter ved siden af ammeområderne, hvor der er mikrobølgeovn, pusleplads og bleer.

Mikroovn: Ja

Pusleplads: Ja

Ældre søskende: ?

Tvillingevenlig
: ?

Adresse:

City Vest
Gudrunsvej 7
8220 Brabrand
www.cityvest.dk


onsdag den 1. december 2010

Århus Kunstbygning

Trænger du til et kulturelt input alene eller sammen med din mødregruppe, er Århus Kunstbygning måske noget for dig/jer. Århus Kunstbygning beskæftiger sig med nutidskunst og har et særligt fokus på den eksperimenterende del af kunstscenen.

Den første tirsdag i hver måned (undtagen november) har Århus Kunstbygning særlige tirsdage for mødre- og fædregrupper, hvor de arrangerer forskellige omvisninger og workshops til børn fra 0-3 år og deres forældre.Arrangementerne lægger op til, at forældre og børn i en god stemning sammen kan udforske kunsten og forskellige kreative processer. Du kan se kalenderen for de forskellige arrangementer for børn her.

Desuden er der en børnevenligcafé, hvor man kan nyde kaffe, te og hjemmebag og hvor der er plads til at børn kan være med.

Pris: voksne 45 kr./børn u. 15 år gratis
Pusleplads: Ja
Mikroovn: ?
Praktiske oplysninger om åbningstider, kontaktinfo m.m. 

Adresse:
Århus Kunstbygning
J. M. Mørks Gade 13
8000 Århus C
www.aarhuskunstbygning.dk



torsdag den 28. oktober 2010

Ammestue, Salling, 4. sal

På fjerde sal i Salling finder du deres ammestue. Den er godt "gemt væk" ved siden af deres tæppeafdeling og du kommer derop ved at tage en af de to elevatorer i butikken. Den største og mindst "befærdede" er den store kundeelevantor, som ligger i samme ende som kiosken/bladudsalget.

Det er ikke særlig stort, men der er to sofaer og nem adgang til toilet og flere puslepladser. Jeg var meget positivt overrasket. Da jeg var på barsel med Miriam i 2007 var Salling ikke et sted, jeg søgte hen, hvis jeg havde behov for at give hende noget at spise. Dengang stod der én stol uden for toilettet, og det var nusset og uindbydende. Fra en veninder hørte jeg at de året efter havde de flyttet stolen ud på toilettet, men nu har de bestemt gjort det pænt og rart. Og så er det et stort plus, at der er puslepladser lige ved.

Fordele: ro, mikroovn, pæne og rene omgivelser. Tæt på handlemuligheder, bybusser og parkering. Pusleområdet er stort og pænt, og der bliver jævnligt gjort rent i løbet af dagen.

Ulemper: der er ikke så meget plads til barnevogne, og så har de lagt et tykt tæppe på i rummet. Det er ikke svært at forestille sig, at der kan komme til at lugte lidt af våd hund, når det regner eller sner uden for. Der er heller ikke plads til ret mange af gangen.

Mikroovn: Ja

Pusleplads: Ja - mange

Ældre søskende: Der er ikke nogen særlig plads til ældre søskende i ammeområdet. Men hvis du har en hjælpende hånd med, så er der lavet et nyt legeområde på 3. sal (ved børnetøjet), med tegnefilm og legetøj, hvor de evt. kan gå ned imens.

Tvillingevenlig: Både og. Der er ikke så meget plads i selve ammeområdet. Til gengæld kan man næsten pusle to på én gang, da der er mange puslehynder.

Ammestue på 4. sal

Mere ammestue

Legeområde for ældre søskende på 3. sal












































Adresse:
Søndergade 27
8000 Århus C

torsdag den 14. oktober 2010

Babylounge, Storcenter Nord

I Storcenter Nord på Finlandsgade i Århus N finder du deres nye Babylounge i foyeren (indgang fra Finlandsgade). Babyloungen ligger ved siden af Rasmus Klump familierestauranten og har én hjørnesofa og et mindre sofaarrangement, hvor man kan amme eller give flaske i relativ uforstyrrethed, da man kan trække et gardin for. Der er mikroovn og pusleplads i forbindelse med babyloungen.

Fordele: ro, mikroovn, pæne og rene omgivelser. Der er et gardin man kan trække for, hvis man sidder og ammer. Tæt på handlemuligheder, bybusser og parkering.

Ulemper: der skal ikke være ret mange derinde, før man kommer til at føle sig klemt

Mikroovn: Ja

Pusleplads: Ja

Ældre søskende: Der er en tumleplads i afdelingen, med sækkestole, hvor de kan slænge sig mens mor eller far ordner den lille. 

Tvillingevenlig
: Ja

Adresse:
Storcenter Nord
Finlandsgade 17
8200 Århus N
www.storcenternord.dk


Indgangen til babyloungen

 Legeområde til ældre søskende
 

 Ammehjørne

lørdag den 18. september 2010

Ammehjørne, Magasin 3. sal - den korte version

I Magasin ved Åboulevarden i Århus C finder du deres Ammehjørne på 3. sal. Den ligger lidt gemt væk i deres bogafdeling og har tre sofaer og en mikroovn, som du kan bruge til at varme en flaske eller lidt grød til den lille. Der er ikke så meget plads, men den ligger et roligt sted i stormagasinet, så man føler ikke, at de andre handlende står og kigger på, mens man giver mad.

Fordele: ro, mikroovn, pæne og rene omgivelser.

Ulemper: ikke ret meget plads til hverken gæster eller barnevogne.

Mikrovn: Ja

Pusleplads: Findes ved toiletterne på 1. sal. Du kan desuden få bleer udleveret i kundeservice.

Ældre søskende: ingen særlig plads til ældre søskende (udover måske at gå på "opdagelse" i børnebøgerne, der står lige udenfor - måske kan du få det til at samle de bøger op, som du har hevet ned af hylderne med din barnevogn på vej ind i ammetuen?).

Tvillingevenlig
: afhængig af din vogns størrelse, kan du godt komme ind, men forbered dig på, at det nok kan være lidt svært at komme omkring, hvis du har en af de bredere modeller.

Adresse:
Magasin
Immervad 2-8
8000 Århus C
Se placering på kort



Billederne er venligst fremsendt af Magasin til brug på denne blog.

torsdag den 19. august 2010

Café Slabberas

Skal du en tur på café i Århus, er det måske en idé at kigge forbi Café Slabberas i Frederiksgade (tæt på Hos Sofies Forældre, som er beskrevet i et tidligere indlæg).

Café Slabberas var - så vidt jeg ved - den første "børnevenlige" café i Århus. Altså af den slags, hvor det var helt OK at parkere sin barnevogn udenfor og tage både barn, lift og pusletaske m.m. med inden for for at nyde sin café latte, mens man ammede sit barn uden man skulle føle sig som
persona non grata

Dengang var stedets primære målgruppe mødregrupperne og børnefamilierne. Siden er konceptet blevet udvidet til også at inkludere "andre", men forældre med små og store børn er stadig meget velkomne, og ifølge
hjemmesiden, må der stadig ammes, skiftes bleer, og "larmes".

Stedet er ifølge hjemmesiden et koncepthus, der breder sig over tre etager. De to øverste rummer caféen, hvor man bl.a. har mulighed for at sidde i gårdhaven med udgang til Frederiksgade, hvor barnevognen også kan stå. I kælderen finder man en børnetøjsforretning med mærker som Småfolk, Katvig, Ejsikkelej m.fl. Desuden har de en second hand afdeling, hvor man kan komme med sit brugte mærkebørnetøj og få betaling med det samme i form af et tilgodebevis til butikken, som også kan bruges i cafeen. 

Menukortet hos Café Slabberas byder på en række standard retter til standard Århus-priser. Til de lidt større børn kan man bestille en "børnetallerken", mælk og frugt- og grønt stave. Det er også muligt at få varmet flasker og mad til skebørn.


http://www.cafeslabberas.dk/

Du finder Café Slabberas her:

Frederiksgade 26
8000 Århus C







onsdag den 28. juli 2010

Babylounge, Bruuns Galleri

I Bruuns Galleri har de på Plan 7 indrettet en Babylounge, hvor man relativt uforstyrret kan give sit barn mad og samtidig nyde den flotte udsigt over Århus C. Stedet er indrettet med 2-personers lædersofaer adskilt af halvmure, så man har følelsen af at have lidt privatliv. 

Der er en mikroovn, så du kan varme en flaske, og har du ældre søskende med kan de se dvd i små lænestole foran fjernsynet. Skal du have skiftet ble, er der et handikaptoilet med en pusleplads. I modsætning til selve loungeområdet er der ikke kælet for detaljen om puslepladsen, så det er en god idé at medbringe pusleunderlag selv.


Stedet bærer præg af at være velbesøgt. De små lænestole til børn er derfor ret nussede, men sofaerne og mikroovnen virkede rene da jeg var forbi med mine tre trunter i går. Jeg må indrømme, at jeg var ret glad for, at jeg ikke skulle skifte en af tvillingerne på handikaptoilettet, da det ikke virkede ret indbydende. For et shoppingcenter af den størrelse burde det efter min mening være muligt at gøre noget ud af den del af oplevelsen også.


Uanset hvad er det dejligt at der er et sted i Århus, hvor man har fokus på de behov som forældre med små børn har, når man er på tur i byen.


Babyloungen ligger over restaurant Kong Venience mod Bruuns Gade indgangen. Du kan bl.a. tage elevatoren ved Bruuns Gade indgangen (ved siden af Ha Long Café). Der er plads til en tvillingebarnevogn i elevatoren.


http://www.bruunsgalleri.dk/babylounge


mandag den 19. juli 2010

Hos Sofies Forældre

Har du brug for et hyggeligt sted at indtage din kaffe, hvor der er plads til både dig og dit barn, er Hos Sofies Forældre på Frederiksgade bestemt et besøg værd.

Konceptet er ifølge ejerne, at der skal være
hygge, varme og kvalitet for alle pengene. Jeg har været derinde flere gange og nydt både lækker mad, kaffe og ikke mindst te fra deres store udvalg. Normalt er jeg ikke den store te-drikker, men Hos Sofies Forældre serveres teen i "mormor stel", hvilket gør det til en hel anden oplevelse, end i glas, som man ellers får den på mange cafeer i Århus. 

Menukortet er småt, men godt og deres udvalg af kager er stort. Desuden er det utrolig dejligt at være et sted, hvor der er plads til familier med små børn. Det er helt i orden at du ammer dit barn, og der er mulighed for at få varmet en flaske og skiftet et på et puslebord. Har du et lidt større barn der skal have grød eller lignende kan du også få kogende vand til det.

Ikke overraskende er stedet populært blandt mødregrupper, og det er ikke usædvanligt at se mange barnevogne parkeret både uden for cafeen og omme i gården.

Hjemmesiden er ikke noget at råbe hurra for, men kig forbi og se bl.a. det store udvalg af te og porcelæn.

http://www.hossofiesforaeldre.dk/

Adresse:
Hos Sofies Forældre
Frederiksgade 74
8000 Århus C



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...